Nu hvor jeg er kommet godt op i 20’erne, er alle mine venner begyndt at blive gift til højre og venstre og få børn. Det er selvfølgeligt helt naturligt. Eller, det tror jeg da at det er? For jo længere tid jeg forbliver single og barnløs, jo mere virker det som om, at det bare er noget man gør for at slippe for presset fra ens omgangskreds!
Når man for 120. gang er blevet spurgt, om man ikke snart skal have sig en kone og nogle børn, så kan man altså godt begynde at føle, at det er en eller anden form for gruppepres. Hvorfor går de alle sammen så meget op i, at jeg skal ind i samme ”klub” som dem? Kan de ikke bare nyde deres vielsesringe og skrigende unger, og så lade mig være i fred? Men åbenbart ikke. Og jeg tror ikke det fordi, de gerne vil dele deres nyfundne lykke med mig. Det virker vitterligt ikke som om, at de har fundet den vildeste måde at leve sit liv på, og er så meget oppe at køre over det, at de bare må have mig med på den. Næh, der virker nærmere som om at de lavede en stor fejltagelse, nægter at ville se det i øjnene, og prøver at få andre med på vejen så vi kan lide sammen…
Men uanset hvad, så vil jeg i hvert fald ikke lade mig presse ud i det. Hvis det sker så sker det, og ellers så er jeg ganske glad som jeg har det lige nu. Faktisk så er det lidt som om, at jeg allerede har en søn. Jeg kigger i hvert fald på min volvo v 60 på samme måde, som mine venner kigger på deres børn. Jeg kan ikke lade være med at smile når jeg ser den, og jeg er konstant bange for, at der skal ske den noget. Jeg kæler og plejer for min Volvo, og kun det bedste er godt nok til den! Jeg køber den bedste motorolie på markedet, og sørger for at den bliver vasket med jævne mellemrum. Hvis nogen sætter en fod på sædet eller spilder mad i bunden af bilen, så ser jeg rødt, og bliver ligeså rasende som en far der lige har set dig behandle hans baby dårligt!
Så bilen er som sønnen i mit liv. Jeg føler selv at det er en god metafor, og at den har hjulpet mig med at forstå hvordan mine venner har det. Men sjovt nok ser de det ikke på samme måde, og de bliver nærmest fornærmede når jeg bringer det op. Så nu må jeg holde mit forhold til min bil hemmeligt – hvordan ville du have det som far, hvis du var nødt til at lade som om din søn bare var ”et barn” du havde derhjemme?
