På rigtigt mange arbejdspladser, er det en slags åben hemmelighed, at ingen kan lide chefen. Det er bare en eller anden konsensus om, at personen der bestemmer over én, er et irrationsmoment som alle deler. Ofte er det ikke specielt stærke følelser. Vi ved på et eller andet plan alle sammen godt, at chefens liv heller ikke er nemt. De er i en position, hvor de er nødt til at træffe store og vigtige beslutninger. Den slags beslutninger vil nogle gange være upopulære hos nogle medarbejdere: og sådan er det bare. Hvis man forsøger at gøre alle glade, så kan man ikke gøre sit job særligt godt. Man er nødt til at gå på kompromis med nogle ting, for at kunne gøre det, der er bedst for virksomheden som hele.
Men jeg tror samtidig at rigtigt mange chefer gemmer sig bag dette fakum. De dropper helt at gøre noget godt for deres medarbejdere, og påstår at det er fordi virksomheden er vigtigere end individet. Problemet er at virksomheden intet er uden de individer, der skaber værdi i den. Så jo, som chef er det dit ansvar at tage dig godt af dine medarbejdere.
Og der skal virkeligt ikke så meget til. Specielt nu hvor chefer har så dårlig et omdømme i samfundet generelt, behøver man ikke gøre særligt meget, for at gøre sig positivt bemærket. Samtidig er man jo i en position, hvor man kan have en positiv indflydelse på de ansattes liv, uden det koster én særligt meget.
På min gamle arbejdsplads var chefen eksempelvis rigtigt god til at lytte til sine medarbejdere. Han udviste en oprigtig nysgerrighed i, hvad der foregik i vores personlige liv. Ikke at han snagede: han lyttede bare, og dømte aldrig. Så man endte helt naturligt med at dele ud af ting fra sit liv, fordi man følte man virkeligt blev set og accepteret som det hele menneske man er.
Det var sådan min chef fandt ud af, hvor meget det gik mig på, at min bil var blevet stjålet. Jeg var ganske ung, og havde arbejdet rigtigt hårdt for at få råd til min drømmebil. Da jeg endelig havde tjent nok til en slidt og brugt BMW, havde jeg arbejdet i flere måneder på at sætte den i stand. Blot 6 måneder efter at den drømmebil jeg havde slidt og slæbt for at anskaffe mig var blevet til virkelighed, var der en eller anden der stjal den fra en parkeringsplads. Jeg var totalt ødelagt! Min chef lyttede til mit problem, og viste forståelse for, at jeg var ked af det. Det er allerede stort af en chef! Men at han derefter gik ud og arrangerede leasing af bmw firmabil til mig vil jeg aldrig glemme. Det var en relativt lille gestus fra hans side – jeg skulle have en firmabil uanset hvad, og nu blev det bare en BMW. Men for mig betyder det, at jeg altid vil huske ham som den bedste chef nogensinde.
