Der er nogle traditioner man bare aldrig bliver træt af. Lige præcis hvad det er for nogen, er selvfølgeligt forskelligt fra familie til familie, og måske endda fra person til person. I min egen familie er det Alene Hjemme filmene omkring juletid, som vi bare må se. Mine søskende og jeg er faktisk alle ret forskellige, men lige på det her punkt er der absolut enighed: Alene Hjemme er den bedste julefilm nogensinde. Det er ikke rigtigt jul, hvis vi ikke har set mindst én af filmene i månederne op til jul.
Men hvad er det, der gør Alene Hjemme til så fantastisk en film? Det er noget jeg har gjort mig mange tanker om, og som jeg har valgt at dele ud af i denne artikel. Mit mål er ikke nødvendigvis at overbevise andre om, at de skal gøre disse film til en del af deres egne juletraditioner, men alligevel tror jeg det ville være et fornuftigt resultat. Jeg tror inderligt det gør julen bedre, og bringer familier tættere sammen.
Alene Hjemme formår nemlig at indkapsle den følelse, som julen handler. Følelsen af sammenholdet i familien, og hvor meget vi elsker hinanden. Julen handler om at give: om at vise taknemlighed for de mennesker vi har i vores liv. Det kan dog nogle gange være svært at finde disse positive følelser frem, bare fordi kalenderen siger, at ”nu er det tid”. Vi er mennesker, ikke robotter, og det betyder at vores følelser ikke bare kan slås til og fra baseret på dags dato. Vi vil gerne føle næstekærligheden juleaften, og vi ved det forventes af os, men hvad kan vi gøre? Nogle gange er man bare i dårligt humør. Det kan også være man har haft et skænderi med nogen i familien, eller der har været splid over længere tid. Betyder det så, at man bare skal finde det falske smil frem, og lade som om man er glad for sin familie juleaften? Det tror jeg ikke der kommer noget godt ud af. Så ender traditionen bare med at være ligegyldig.
Men det er her, hvor Alene Hjemme kommer ind i billedet. Konceptet er ligeså genialt som det er simpelt: vis en person der er træt af sin familie, med god grund, og som ønsker at de bare alle vil forsvinde. Lad så hans ønske gå i opfyldelse. Vis hvor godt det er i starten, men hvor trist og farligt det er i længden. Lad så til sidst familien samles omkring et juletræ, og vis at alt er bedre, når man har hinanden. Filmen tryllebinder os ved at sætte sig fast i de negative følelser vi nogle gange har overfor hinanden, vise os den fantasi verden vi drømmer om, og så udpege hullerne i den. Vi gennemgår denne rejse, og kommer ud på den anden side som bedre mennesker. Mennesker der værdsætter vores familie, og forstår hvad julen handler om.