Det er helt naturligt pludseligt at stoppe op midt i sin uddannelse, og føle sig helt rundt på gulvet. Vores uddannelsessystem er nemlig utroligt lineært og imødekommende. Man behøver ikke tage stilling til særligt mange ting hen ad vejen: der er ligesom en naturlig rute, som man bare kan følge.
Da jeg var færdig med folkeskolen stoppede jeg ikke op, og spurgte mig selv hvad jeg så skulle. Der var heller ikke andre, der spurgte mig. Alle vidste det: jeg var rimeligt skarp, så selvfølgeligt skulle jeg videre på gymnasiet. Det var aldrig rigtigt et spørgsmål om hvorvidt jeg skulle på gymnasiet, men udelukkende om hvilket gymnasie og hvilken linje. Jeg tænke overhovedet ikke over det. Jeg tror det faktum at man skal vælge en linje, er hvad der snyder én. Det føles stadig som om man har et valg. Det valg man har dækker bare over, det valg man aldrig traf.
Efter gymnasiet gentog den samme proces sig. Her var det bare endnu mere logisk, at jeg selvfølgeligt skulle videre på universitetet. Her var der en genial fælde lagt ind i systemet. Ser du: en gymnasie uddannelse åbner ikke rigtigt nogen nye døre, i forhold til, hvis man bare gik ud og søgte job efter folkeskolen. Den er udelukkende et bindeled imellem folkeskolen og universiteterne. Derfor kunne fristes til at sige: ”Selvfølgeligt skal jeg på universitetet. Hvorfor skulle jeg ellers havde brugt de sidste tre år på, at gå på gymnasiet?”. Men den logik baserer sig lidt på, at jeg valgte at gå på gymnasiet. Det føltes aldrig som et valg for mig. Jeg tog gymnasiet, fordi det er det man gør. Og nu, hvor det var overstået, så bandt det ikke-valg mig på en eller anden måde til, at tage videre på universitetet. Endnu et valg der blev truffet uden jeg var bevidst omkring det.
Jeg følte mig fortabt og uden fokus. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var midt i min uddannelse, og jeg vidste ikke rigtigt hvorfor? Hvor var jeg på vej hen, og hvem ønskede jeg at udvikle mig til?
Heldigvis faldt jeg, i alt denne forvirring, over muligheden for at tage på sommerhøjskole. Jeg havde hørt godt om højskoler generelt, og mange af mine venner var taget på højskole efter folkeskolen (hvilket jeg ikke vidste man kunne!). De havde lært så meget om dem selv, og virkede langt mere frie og bevidste omkring deres valg. Så jeg tog på sommerhøjskole, og det gav mig langt mere, end jeg havde turde håbe på. Jeg fortsatte stadig hen på universitetet, men nu føltes det som et aktivt valg. Jeg var ikke længere på autopilot: nu vidste jeg hvem jeg var, hvad jeg ville, og hvorfor det var vigtigt for mig.
