En af de ting, der virkeligt kan sætte tingene på spidsen i et forhold, er når en uvelkommen eks-kæreste lige pludseligt dukker op igen. Måske man tilfældigvis støder på vedkommende på en bytur, eller der pludseligt ligger en venneanmodning fra dem inde på Facebook. Uanset hvordan det sker, så er det at blive mindet om, at ens partner har haft partnere før én selv, noget der sætter gang i den vildeste jalousi og den største rutsjebane af negative følelser.
Men hvorfor er det egentligt sådan? På et rent logisk plan er vi jo ganske klar over, at vi ikke er den første person vores partner havde et forhold med. Rent logisk er det jo faktisk betryggende nok. Forestil dig hvis du var den første person din partner havde mødt og havde et forhold med – ville det virkeligt føles som om han eller hun havde valgt dig? Når de har andre forhold i bagagen, så ved man i det mindste, at vedkommende har tidligere erfaringer, og har haft andre muligheder. Du er blevet valgt af en person med erfaring, og over de andre personer, vedkommende har været i et forhold med, eller kunne være endt op med.
Men det er lige meget hvad logikken siger. Når det kommer til kærlighed, er det følelserne der styrer. Og det er er ikke noget der kan sætte gang i negative følelser, som en påmindelse om, at vi ikke er den eneste vores partner nogensinde har været sammen med. Og hvis en af disse tidligere partnere pludseligt er ude efter opmærksomhed fra vores elskede, så føles det som om, der er erklæret krig!
Jeg er selv slem til at over analysere på alt, når den slags sker. En eks-kæreste til min nuværende kæreste var pludseligt begyndt at studere i vores by. Jeg tror ikke engang at han var klar over det før jeg var. Jeg havde bare hørt det igennem mit sladder-netværk af veninder. Men da jeg samme dag opdagede, at min kæreste havde købt en ny Moncler t-shirt, var jeg ved at gå ud af mit gode skind. Havde han købt noget nyt flot tøj for at imponere sin eks?! Jeg konfronterede ham ikke med det, måske fordi jeg vidste at det var skørt, men jeg gav ham den kolde skulder i over en uge. Jeg var konstant på vippen til at flippe ud, og han skulle ikke gøre meget galt, før jeg blev sur på ham.
Heldigvis satte han mig ned, og spurgte hvad der var galt. Her brød jeg sammen, og fortalte ham det hele. Da jeg først gik sat ord på det, blev det tydeligt for mig, hvor skørt det hele var. Jeg overreagerede totalt, og burde i stedet stole på min elskede kæreste. Men samtidig ved jeg jo fra mig selv, at ingen nogensinde kommer sig fuldstændigt over en eks, og det kan jo ikke andet end farve mit syn på tingene.
