close
Guides

Kendt og Ukendt: Den Sikre Overgang til en Efterskole

Mange danske unge vil rigtigt gerne på efterskole, og ser da også frem til at komme det. Det kan dog godt være en skræmmende ting at kaste sig ud i. De sidste mange år har du måske gået på den samme skole, med de samme klassekammerater og lærer du har set mange gange før. Det er trygt og sikkert: selv hvis alt ikke er perfekt idyl, så ved du i det mindste, hvad du kan forvente. Dagene er rimeligt forudsigelige, hvilket nogle gange kan være kedeligt, men som samtidig er ret betryggende. Og nu står du overfor, at skulle kaste dig ud i noget helt nyt og rimeligt skræmmende. Du vinker farvel til alt det du kender, og bevæger dig i stedet ud i et eventyr, som du ikke ved hvordan ender.

Desværre lader nogle unge sig skræmme så meget af denne utryghed, at de frarøver sig selv den fantastiske oplevelse det er, at tage på efterskole. Det synes vi er synd, og derfor har vi tænkt længe og hårdt over, hvad man kan gøre for at gøre overgangen mere sikker. Der vil altid være usikkerhed forbundet med at prøve noget nyt, og det er en god ting: det er sådan vi vokser som mennesker. Så den rigtige løsning er ikke at frarøve den unge beslutningen: det er ikke lærernes eller forældrenes ansvar at træffe beslutningen for den unge. Ingen skal tvinges på efterskole. Det kommer der ikke noget godt ud af: og den unge lærer ikke værdien af, at træffe disse hårde beslutninger, og af at kaste sig ud i noget ukendt.

Tricket er derimod, at blande det kendte og det ukendte. Der er jo forskellige grader af ”nyt og skræmmende”. Det ville eksempelvis nok være mere skræmmende, at starte på en efterskole på den anden side af jorden, end i en efterskole, der ligger i nabobyen. Hvis bare nogle af tingene er til at genkende, og er en smule forudsigelige, så kan vi lettere overskue springet.

Der er så mange forskellige efterskoler her i landet, at du med sikkerhed vil kunne vælge en, der har et genkendeligt og trygt element. Hvis du er glad for at spille fodbold for eksempel, så giver det god mening at starte på en fodbold efterskole. Nu er der nemlig et stort aspekt af dit ophold, som allerede er kendt: du ved jo hvordan fodbold fungerer. Selvom du starter i et nyt sted, med nye mennesker, så er reglerne i fodbold det samme. Dine evner til at sparke til bolden er de samme. Mange timer af din dag vil blive brugt på noget, som du allerede kender, og allerede kan overskue. Det gør det så meget nemmere, at skulle stå ansigt til ansigt med de mere ukendte elementer. Du kan se det som en slags anker: uanset hvad, så har du fodbold at støtte sig op af.